Når vi gør os umage for at være sammen på en nærværende måde

Ordet kvalitetstid bruges meget af travle forældre, der ikke har så meget tid til at være sammen med deres børn.
Til gengæld gør de sig ekstra umage, når tiden endelig kommer.
Jeg er selv meget dobbelt over for begrebet. At have for lidt tid sammen med sine børn er som udgangspunkt noget negativt.
På den anden side er det positivt at forgylde de sjældne stunder med kvalitet i form af nærvær.
Ideelt set burde al tid være kvalitetstid. Men sådan er verden ikke indrettet.
Vores livsstil har en kedelig tendens til at gøre os fortravlede og fjerne. Og det er ikke kun børnene, det går ud over.
Ikke bare vores arbejdstid er stramt struktureret, selv vores fritid er ofte organiseret ned til mindste detalje.
Er det fordi vi gerne vil nå alting? Som Raquel Rastenni sang: "Hun kom for sent - for sent til livets ende."
I stedet for zapper-kulturens flugt fra nuet, skal vi måske opdyrke en dapper-kultur, der giver sig god tid.
Og varmer i sjælen.

På et idémøde om Svendborgs fremtid for nogle år siden blev det foreslået at oprette et "langsomhedens hus". Det skulle være et sted, hvor man dyrkede og udforskede kvalitetstid. Jeg kan for mit indre øre forestille mig receptionisten, der svarer på en tele­fonopringning: "Ja, god dag (lang pause), det er lang-som-hedens hus". Så er temaet ligesom slået an.
Person­ligt for­binder jeg umiddelbart det langsomme med noget tilbage­stående og størknet. Men det skyldes vel­sag­tens, at jeg har svært ved at for­binde et sindigt tempo med liv og glade dage. En sjælden gang har jeg imidlertid op­levet en nutidig film, der fortæller en nærværende historie med knusende ro. Og i de tilfælde bekræftes jeg i troen på, at begiven­heder ikke behøver være hektiske for at gribe mig.
På samme måde som jeg kan blive mæt på en anden måde ved at spise mad af en ordentlig kvalitet. Jo dårli­gere rå­varer, vi fylder i vores liv, jo hurtigere ønsker vi, at tingene skal overstås.
Læs om Svendborg som Citta Slow


Steen Juhler   Kommentarer kan sendes til ny@tid.nu