I Einsteins relativitetsteori er begreberne rum og tid gjort til to sider af samme sag

Einstein lavede en beskrivelse af bevægelse i rummet og inddrog hermed tiden. Det overraskende var, at han udviskede skellet mellem de to størrelser rum og tid.
Normalt ville man sige, at tiden var en fjerde akse, der måtte inddrages for at beskrive et legemes bevægelse i et rum bestående af højde, længde og bredde. Einstein påstod, at der ikke var nogen væsensforskelle mellem de fire dimensioner. Han beskrev universet som et system (et rum-tids-kontinuum) baseret på disse størrelser.
I sig selv var dette ikke noget nyt i forhold til den klassiske mekanik. Det nye var, at størrelserne var relative.
Hvis vi f.eks. står på jorden og betragter en komet, der suser forbi i rummet, kan vi måle dens fart i forhold til vores klode. Den bevæger sig måske hen mod os (eller væk fra os) med en svimlende fart.
Hvis vi stod på kometen, ville det være jorden, der bevægede sig med samme fart. Bevægelsen er relativ. Denne relativitet er velkendt fra vores hverdag: "Var det Slagelse, der kørte forbi netop nu?"
Det er straks sværere at forstå, hvordan tiden kan være relativ på samme måde.
I fysikken satte Einstein fokus på en særlig 'kobling' mellem rum og tid: lysets udbredelse. Den hastighed, som lys bevæger sig med, 300.000 km pr. sekund, er nemlig konstant overalt i universet. Og rejste vi selv med lysets hastighed (en fysisk umulighed, men så bare i nærheden da), ville vi helt konkret kunne opleve tidens relativitet.
Vi kender science-fiction-historier om folk ombord på rumskibe, der kommer tilbage til jorden efter mange års fravær og kun er blevet ganske lidt ældre. Hvis et sådant rumskib kunne komme helt op på lysets hastighed, ville tiden ombord gå helt i stå!
Sådan ville rumskibets besætning ikke opleve det, mens de sad og spillede rommy i kantinen. De ville måske kigge ud af vinduet og skødesløst bemærke:
"Var det år 3000, der drønede forbi netop nu?"

Læs også om Nultid.


Steen Juhler   Kommentarer kan sendes til ny@tid.nu