Når tiden falder os lang, fordi der gerne må ske et eller andet.

Når vi venter på at noget skal ske, føles tiden længere end sædvanligt.
At vente opfattes tit som spild af tid.
Tiden falder lang på en anden og mere ubehagelig måde, end når der bare er tid nok. Ventetiden skal fordrives - undertiden ligefrem slås ihjel.
Sjovt nok gælder det, hvad enten vi venter på noget glædeligt eller noget mindre behageligt. Om det er en lotto­gevinst eller en dødsdom, der er udsigt til - ventetiden er ulidelig lang.
Det hænger sikkert sammen med, at ventetiden er uden handlemuligheder - vi kan ikke gøre andet end at vente.
Man kunne vende tingene på hovedet og prøve at betragte ventetiden som en gevinst i sig selv. Som et kærkomment pusterum, hvor vi kan foretage os noget andet end det sædvanlige.
Når jeg sidder her og skriver om ventetid, fylder jeg jo mit liv ud på den mest overflødige måde. Hvis jeg har tid til den slags pjat, er det jo fordi jeg ikke har for travlt med at slide mig selv op ved et samlebånd. Jeg må have tid i lange baner. Ventetid? Måske.
Men det kan også være, at jeg simpelt­hen tager den tid, jeg har brug for.
Og det er ikke så ringe endda.


Steen Juhler   Kommentarer kan sendes til ny@tid.nu